Det blev 21/07, da vi forlod Quirra bugten og sejlede langs Sardiniens kyst til en lille ø, Isla dell’ Ogliastra, der ligger ud for Marina Santa Maria Navarrese midt på Sardiniens østkyst. Det var en tur på 30 sømil og det var for spiler, det meste af vejen.

 

Det er en meget lille ø med en skulptur af Santa Maria på toppen. Sarderne, (som indbyggerne hedder og ikke sardiner!) bruger stedet som dags ankerplads, fisker, bader og slikker sol. Der var mange både, da vi ankom, men om aftenen havde vi det hele for os selv.

 

 

 

 

 

 

Dagen efter sejlede vi ind i bugten ved siden af marinaen og gik i land. Vi ville høre, om der var plads, det var der. Vi besluttede os for at gå i havn næste dag, få vasket tøj og leje en bil, så vi fik set andet end kysten af Sardinien. Om aftenen havde vi gratis underholdning på første parket, da der kom en båd med folk, der skulle prøve Fly-board. Det er vist den nye dille, vi så det allerede på Gran Canaria i Anfi bugten. Det ser sjovt, men svært ud.

 

 

 

Vi havde en meget positiv oplevelse med marinaen, fine toilet- og badefaciliteter, godt vaskeri og personalet var utrolig flinke og hjælpsomme.

 

Byen er hyggelig med både lokale og turister. Vi så den gamle kirke og fik at vide, at oliventræerne udenfor var plantet før kirken blev bygget og den er over 1000 år gammel.

 

 

 

 

Vi har set rigtig mange gamle oliventræer på vores tur og det er nogle imponerende stammer, de har.

Der var også en mere moderne kirke i byen.

 

 

Vi lejede en bil, en Renault Megane, og kørte på opdagelse på øen. De andre øer, vi har besøgt, har været til at overse, men Sardinien er på størrelse med Jylland, så vi måtte begrænse os. Det er svært, når der er så mange spændende steder, men det bliver et kompromis med at køre og se øen fra bilen og kun gøre nogle få ophold.

Vi valgte, at få bilen kl 21.00 om aftenen, så havde vi en god lang dag foran os.

 

Vi startede med at køre mod øens højeste punkt, Punta la Marmora 1834 m, der ligger i bjergkæden Genargentu.

 

 

Vi så bjerget på afstand og fortsatte mod nord igennem et meget frodigt landskab med vin og oliven.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Over hele øen var der rigtig mange træer og vi fandt ud af, at det er kork eg. Der bliver dyrket mange kork eg på Sardinien. Det tager 10 år, før barken er tyk nok til at blive høstet. Vi så træerne i alle stadier, gamle høstede træer, nogle der ikke var helt gamle nok, men også helt nyplantede træer. En kork eg kan blive 400 – 500 år gammel, men hvis den høstes, bliver den kun 150 – 200 år.

 

Ud over vin, oliven og kork er et af hoved erhvervene på Sardinien stadig fåreavl og der er så mange får på øen, (vi læste et sted, at der er 5 millioner), at den bliver overgræsset og naturen derved er truet af det. Vi så da også store flokke får, der i den 35 grader varme dag, fandt skygge under de store træer.

 

 

 

 

På turen var vi i en by, Bitti, hvor der er et museum, der viser fåreavler håndværket gennem tiderne. Desværre var der lukket om tirsdagen, men vi fik lov at komme ind og se bygningerne.

 

 

 

På Sardinien er de, som mange andre steder sydpå, berømte for deres vægmalerier. Det startede som protest malerier mod fastlandet, men har hængt ved og i dag er der vægmalerier, der viser livet på Sardinien i gamle dage og andre, der viser hverdagslivet i dag. Malerierne bliver malet op, når de er ved at forsvinde. Fantastisk flot kunst mange steder.

 

 

 

 

 

 

 

 

På et tidspunkt mente Hans, han havde kørt en slange over. Vi vendte om og ganske rigtigt, der lå den midt på kørebanen. Vi ved ikke, hvad det er for en, men da vi senere fandt et skyggefuldt sted til at få en kop kaffe og en bid brød, kiggede jeg lige en ekstra gang rundt, inden jeg satte mig.

 

 

 

Sardinien har gennemsnitligt dagligt nedbør på 1,5 mm (DK ca 2 mm), så det er en frodig ø og der er flere steder kilder med drikkevand. Vi besøgte en kilde, Sorgente Su Gologone, der ender i en meget dyb sø. Der har igennem tiderne været dykkere nede for at nå bunden, men det er endnu ikke lykkedes. Det dybeste nogen har været er 135 m i 2010. Det tog ham 8 timer, hvoraf de 6 timer blev brugt til dekompression.

 

Kilden løber ud i floden Cedrino og tidligere var der så meget tryk på, når det havde regnet meget, at dalene i området blev oversvømmet og for at undgå disse oversvømmelser og undgå spild af menneskeliv, lavede man i 1984 en stor sø, til opsamling og regulering af vandet. Kilden producerer i gennemsnit 500 l vand/sekund, og kan ved heftige regnskyl komme op på 10.000 l vand/sekund. Søen kørte vi forbi på et senere tidspunkt af turen.

 

Efter kildebesøget, gik turen videre til en grotte, Grotta Sa Oche, som er 230 m dyb.

 

Denne blev opdaget i 1938 og de nærmere undersøgelser viste, at den forbandt et 18 km langt underjordisk flodsystem, der er dannet igennem mange århundreder af regnen og som kommer op til overfladen ved kilden Su Gologone. Når man bevæger sig langt ind i grotten, er der flere store søer, den største 90 m lang. Det gjorde vi ikke, vi var der på egen hånd og man kan kun komme helt ind med en guide. Man ved også, at grotten har været beboet i urtiden, da der er fundet bronze redskaber på stedet.

 

 

 

 

 

 

Ikke langt fra parkeringspladsen, var der et gammelt gravkammer. Det var nu kun selve indgangen, der var tilbage.

 

 

Det var ved at være på tide, at vende næsen hjemad, men på vejen kørte vi lige forbi det største og mest velbevarede gravkammer på Sardinien. Det måtte vi selvfølgelig have med. Vi parkerede og gik gennem en meget rusten låge ind på en slags slette. Der var absolut ikke gjort meget ud af en af de store turist attraktioner. Vi gik langt og troede på et tidspunkt, at der nok ikke var noget mere, men så opdagede Hans, at der var pile på jorden, lavet af sten.

 

Dem fulgte vi og kom frem til gravkammeret. Det VAR meget imponerende, stort, flot og velbevaret.

 

 

 

 

 

Nu skulle vi hjem, men inden da, skulle vi have diesel på bilen. Vi blev enige om, at gøre det hjemme i byen. Det viste sig bare, at der ikke var en tankstation i byen, så vi måtte til nabobyen og nåede kun lige på et hængende hår, at være tilbage med bilen kl 20.59. Der stod fru udlejer og hendes søn og så lidt knotne ud, men vi havde jo lejet bilen til kl 21.00. De sagde da også Ciao med et smil. Det havde været en spændende og dejlig dag.