51. Elba

Vi sejlede fra Sardinien til en ankerplads, Punta Capicciola, på Korsikas østkyst, en tur på 28 sømil.

Punta Capicciola

Vi overnattede og blev så enige om, at sejle til Elba. Det var en tur på 79 sømil, det meste af tiden, for motor. Da vi forlod Korsika, var det tordenvejr med lyn over øen.

 

 

 

Vi ankom kl 06.00 i solopgangen til Golfo di Campo på Elba.

Vi gik i land i den lille hyggelige by og fik provianteret.

Golfo di Campo

 

 

 

 

Da vi kom tilbage til Lady’en var det blevet tid til en dukkert. Jeg hoppede i, vandet var ekstremt varmt. Vi fik et termometer i og det viste lige knap 30 grader.

Vi blev et par dage, var i land og spise pizza og besluttede så at sejle rundt om øen. Første stop blev en bugt ved Capo Sant’ Andrea på nordsiden. Der er utrolig mange dejlige bugter rundt om Elba, hvor man kan ankre op og bade i det klareste vand. Det er der også rigtig mange sejlere, der har fundet ud af, hver eneste lille bugt var fuld af sejlbåde.

Vi blev her en enkelt dag og fortsatte til hovedstaden Portoferraio, hvor Kejser Napoleon Bonaparte blev forvist til, da han havde tabt slaget ved Leipzig i 1813 og abdicerede i 1814. Han opholdt sig på øen mindre end et år, men gjorde sig selv til hersker og nåede på den korte tid, at modernisere øen med blandt andet helt nyt vejnet. Han gjorde det efter sigende for sin egen bekvemmeligheds skyld, men øens beboere har nydt godt af det lige siden.

Elba har sit eget flag. Jeg spurgte, hvorfor det så sådan ud og fik at vide, at det var Napoleon, der havde designet det. Jeg troede så, at det var fordi, der var mange bier på øen dengang, men fik at vide, at Napoleon mente, at biernes samfund var det eneste rigtige: En hersker og en masse, der arbejder for ham.

 

Vi ville gerne se hans bolig, men der var lukket den dag, så det blev kun udefra. Den ligger helt fantastisk smukt med udsigt over vandet.

 

 

Da Napoleon forlod Elba, samlede han sig en hær på vej til Paris og tog igen magten. Han tabte  slaget ved Waterloo i 1815 og nu blev han sendt så langt væk som til Skt. Helena i det sydlige Atlanterhav. Franskmændene ville denne gang være sikre på, at han ikke vendte tilbage.

 

 

 

 

 

Portoferraio virker nedslidt, men er alligevel spændende med mange gamle gader og bygninger.

 

 

 

 

 

 

 

 

Inden vi forlod hovedstaden skulle vi smage en pizza og dertil en rigtig Napoleon øl, nok den dyreste øl til dato, men man er vel turist!

Dagen efter sejlede vi til Porto Azurro på Elba’s østkyst. Her gik vi i land og lejede en bil. Øen er ikke større end man sagtens kan nå hele vejen rundt på en dag, så det gjorde vi.

 

 

Undervejs kom vi forbi ruinerne af en gammel kirke. Den blev bygget i år 1150 efter tegninger fra år 350, hvor apsis vender mod øst (Jerusalem) og hvor der er en åbning i form af et kors, hvor solen ved solopgang 21/06 oplyser kirkens indre. I kirkesognet var der tidligere tilsluttet en vingård. Kirken blev brændt af tyrkerne, da de angreb øen i 1553, men blev genopbygget og har været i brug indtil 1837.

Vi fortsatte køreturen og så det højeste punkt på øen, Monte Capanne 1019 m. For at komme til toppen skulle man med en svævebane, men ikke i en gondol, nej – det var en åben kurv.  Der sætter jeg grænsen……så det så vi på afstand.

Elba har alle dage været rig på malm og allerede i begyndelsen af jernalderen udvandt og brugte man jern og andre mineraler på øen. Der er også fundet granit, som romerne udskibede og brugte til blandt andet bygning af Colosseum og Pantheon. Minedriften er i dag historie, men den sidste mine på øen var aktiv indtil 1984.

 

 

 

 

 

Vi så mange efterladenskaber fra minedriftens tid på øen og vi kørte til Rio Marina, en by på NØ kysten, hvor der er et museum, der beskriver minedriften.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her fandt vi også en restaurant, der lå lige op ad de gamle minearbejder boliger.

 

 

 

Vi fik et skønt måltid med alt godt fra havet og sluttede af med en kop kaffe……..eller skal vi sige en mundfuld kaffe! Italienske kaffekopper er meget små.

 

 

 

 

 

Så gik turen hjemad til Lady’en igennem et dejligt grønt landskab.

 

 

 

 

 

Det sker af og til, at vi har besøg ombord af småfugle, men også andre levende væsner finder vej til Lady K. Her er et par af vore gæster.

 

 

 

 

Da vi forlod Porto Azurro, sejlede vi til en ankerbugt på sydvest siden af Elba for en overnatning, inden vi tog tilbage til Korsika.