53. Puerto Soller, Mallorca for 2. gang, Spanien

 

Det var dejligt, at komme tilbage til et sted vi kendte og hvor vi virkelig havde nydt vores ophold.

Nu skulle vi pleje Lady’en og os selv i lang tid. Det var blevet 22/08 og vi synes, vi havde oceaner af tid, men inden vi fik set os om, var der gået 6 uger!

 

Celia og Mikkel havde været endnu længere i Puerto Soller og det var dejligt, at se dem igen.

 

Mikkel brugte som sædvanlig masser af tid på at snorkle og en dag, vi var på vej i land, råbte han til os fra vandoverfladen. Han havde harpuneret en stor blæksprutte, men den var så stærk, at han skulle have hjælp til at få den op. Hans Anton sprang resolut i vandet med sin harpun og ved fælles hjælp fik de sprutten til at slippe sit tag. Det blev et herligt måltid ombord på Nangijala og Mikkel havde kogt sprutten perfekt.

 

 

 

 

 

Vi hyggede os i Soller, hvor vi dagligt fik besøg af et andepar, der holdt sig fede og lækre ved at svømme rundt mellem alle sejlbådene og tigge mad.

 

De gjorde simpelthen holdt ved siden af båden og rappede højt og inderligt, indtil vi viste os og gav dem det daglige brød. Det er da ikke til at stå for.

 

 

Vi spadserede en tur op til fyret, hvor vi ikke havde været sidst, vi var her. Der er en fantastisk udsigt over havnen til den ene side og Middelhavet til den anden.

 

 

 

 

Lisbeth og Karsten havde meldt deres ankomst, men inden da fik vi uventet besøg af Lise. Hun kom på en forlænget weekend fra fredag morgen til mandag aften. Vi sejlede en tur til Cala Foradada, hvor vi padlede, snorklede og nød det dejlig klare vand.

Cala Foradada

Cala Foradada

 

Der blev rigtig tøse snakket den weekend og heldigvis er Hans en meget tålmodig mand, så han overlevede endnu engang.

 

Det blev også til en tur til Palma. Vi havde fået anbefalet en Sushi restaurant “Sumo Sushi”, som vi måtte prøve og den kan klart anbefales. Vi fik investeret i lidt småting til Lady’en og havde endnu en dejlig dag i Palma, hvor dadelpalmerne bugnede med frugt og solen skinnede fra en skyfri himmel.

 

 

 

Det var efterhånden blevet september og vi havde dage ind imellem, hvor det småregnede og blæste mere end ellers og vi havde mange nætter med lyn og torden. En dag havde vi en HEL time med rigtig regn.

Efter en nat med kraftig blæst, som ikke helt havde lagt sig, sad vi i cockpittet og nød solen. Pludselig så vi “Morwenna”, en stor 28 tons træbåd, der sejler med dagturister, komme drivende imod os. Det gik voldsomt stærkt og inden vi fik set os om, var den stødt ind i Lady’en.

Vores nabo havde også set det og var lynhurtigt i sin gummibåd, hoppede ombord i “Morwenna” og forsøgte at afbøde sammenstødet, samtidig med at Hans hoppede i vores gummibåd og jeg løb til stævnen med fendere. Mario, som var ombord, kendte ejeren, ringede og fortalte, hvad der foregik og fik at vide, hvordan han skulle starte motoren.

Vi havde fået fortøjet “Morwenna” til Lady’en, så den ikke drev videre og lavede flere skader. Vi priste os lykkelige for, at vores anker er det bedste på markedet og kunne holde begge både uden problemer. En anden nabo kom til og havnepersonalet blev adviseret og fik “Morwenna” sejlet i havn.

 

Desværre fik Lady’en  bukket lidt jern, søgelænderet blev lidt længere og hun fik to lange ridser i fribordet. Heldigvis var der ingen problemer, ejeren erkendte det fulde ansvar og hans forsikringsselskab betaler reparationen.

 

 

Timm var blevet færdig som kleinsmed og inviterede til svendegilde. Der blev taget en hurtig beslutning, bestilt flybilletter og så tog vi til DK for en kort bemærkning. Vi ankom fredag 21/09 om formiddagen, var til en dejlig fest fredag aften i Sdr. Nissum, fik hilst på det meste af Hans familie og lørdag tog vi til Ringkøbing, hvor Karin’s familie var samlet. Søndag gik turen så tilbage til Puerto Soller.

 

 

Lisbeth og Karsten kom kun 3 dage efter vi havde været i DK og vi var blevet instrueret i, at møde op på busstationen i Palma torsdag morgen. Der var lagt planer for de næste to dage og vi vidste ikke, hvad de planer gik ud på. Spændende!!

Vi startede med en rundtur i Palma, hvor vi var inde i katedralen, hvilket Hans og jeg havde sprunget over første gang, vi var der. Den var imponerende, som mange af de katolske kirker er.

 

 

Herfra tog vi til de arabiske bade, som vi synes, Lisbeth og Karsten skulle se.

 

 

 

Det blev også til en tur langs havnefronten og så var det tid til sandwich og øl. Det bekom os alle vel efter en meget varm dag i Palma.

 

Vi kørte tværs over Mallorca i Lisbeth og Karstens lejede bil og oplevede den mere flade del af Mallorca, hvor der blandt andet blev dyrket korn.

 

 

 

 

 

Vi nærmede os Porto Cristo på østkysten og det var planen, at vi skulle i drypstenshulen “Cuevas Drach”, men da Hans og jeg havde været der, blev det en tur Lisbeth og Karsten tog alene. Det er en oplevelse, som vi ikke synes, de skulle gå glip af.

 

Efter Porto Cristo gik turen til S’Illot, hvor de havde booket hotel til os alle. Lisbeth blev noget foruroliget, da hun kom til receptionen og fik at vide, at vi ikke kunne få de værelser, der var bestilt pga vandskade på etagen.

Hun havde netop udset sig det hotel med den udsigt og nu fik vi det ikke. Vi blev henvist til et andet hotel, men som kompensation fik vi “All Inklusive”, mens vi var der. Det var et godt plaster på såret og oveni købet, var det andet hotel med nøjagtig samme udsigt, så det var faktisk godt de vandrør sprang!

Hotel “All Inklusive” i S’Illot

 

Vi nød en overdådig aftenbuffet, var i baren indtil sengetid og om morgenen havde vi den skønneste solopgang lige udenfor vinduet. Så var det morgenmad og en tur på stranden, inden vi lige kunne nå at få frokosten med. Efterfølgende blev vi enige om, at det er godt vi ikke har “All Inklusive” hver dag.

 

Vi kørte videre nordpå og kom igennem Tramuntana bjergene på vej til Puerto Soller.

Lørdag var det Lisbeths fødselsdag og vi havde fundet lidt balloner frem i dagens anledning. 

 

Vi badede og Lisbeth og Karsten fik prøvet at stå på paddle board, hvilket de klarede til topkarakterer.

 

 

 

De lånte Baby K og sejlede en tur i land for at se på omgivelserne.

 

 

Om aftenen sejlede vi i havn, vi havde plads der de næste 5 dage.

Søndag sejlede vi til Cala Tuent, hvor den igen stod på badning, snorkling, paddling og total feriestemning.

 

 

 

Da vi kom tilbage til pontonen sen aften, stod der en vandstråle ud fra el standeren, som lå på kajen.

 

Vores tyske nabo var gået til havnekontoret og efter et stykke tid, blev der slukket for vandet. Næste morgen spurgte vi på kontoret, hvornår der kom vand og el igen……det gjorde der ikke!!

 

Det var blevet 1. oktober og pontonen skulle ned for vinteren. Vi havde heldigvis fyldte vandtanke og kunne godt leve uden landstrøm. Det blev en ret blæsende dag på kajen.

 

Vi kørte til Deia og Valdemossa, to flotte spanske bjergbyer og tirsdag var vi i Fornalutz også en flot by. Vi havde set det hele, men denne gang brugte vi mere tid hvert sted end første gang vi var der.

Deia

Deia

 

 

 

 

 

 

Valdemossa

Valdemossa

 

 

 

 

 

Fornalutz

 

 

 

 

 

 

Så var Lisbeth og Karstens ferie allerede forbi og vi sagde farvel onsdag formiddag, efter at have nydt deres dejlige selskab en hel uge. Tusind tak for besøget og for jeres overraskelse.

 

 

 

 

Vi besluttede, at forlade Puerto Soller så snart vejret var til det. Allerede torsdag morgen 04/10 stævnede vi ud fra Mallorca og satte kurs mod Ibiza. Vi havde nogle voldsomme dønninger til at starte med, men de kom agten ind, så det gav god fart “ned ad bakke” med storsejl og genua hele dagen.