Vi forlod Elba i dejligt vejr og sejlede de 34 sømil til Korsika for motor. I Marina Toga ved Bastia, fik vi tanket diesel og sejlede derefter lidt syd for marinaen og kastede anker.

 

Vi skulle selvfølgelig ind og se Bastia og det gjorde vi dagen efter ankomst. Der var en fin havnepromenade med de sædvanlige mange restauranter og barer og inde bagved gemte sig endnu en gammel by.

 

 

 

 

Vi gik en tur og kom forbi et gammelt militær hospital. Den slags bygninger får lov at stå og forfalde, når de ikke længere bliver brugt…lidt synd.

 

 

 

 

 

 

 

Dette var igen en af de byer, der er bygget op ad en bjergside og der var rigtig mange trapper og stejle gader. Vi fik handlet lidt og sejlede tilbage til ankerpladsen for at bade.

 

 

 

 

 

 

Om aftenen blev vi råbt an af en lille rød båd, der kom sejlende imod os. Det var Ronnie med sin gast Jan fra Struer. Vi fik en øl og en snak og dagen efter sejlede de til Elba og vi sejlede videre sydpå. Vi sejlede 42 sømil sydpå langs Korsikas kyst, der var lyn og torden og vi fik en smule regn. Vi kastede anker ved kysten, men det blev en meget urolig nat. Der var lyn i hele horisonten konstant og der var så mange store dønninger, at ingen af os fik sovet noget særligt. På filmen er der en motorbåd i billedet, der kan man rigtig se, hvor vi vipper op og ned.

Om morgenen var der ingen tvivl om, at vi skulle videre, her var bare for meget bølgegang. Vi sejlede syd om Korsika til Bonifacio Strædet mellem Korsika og Sardinien. Det er 6,5 sømil bredt og der er mange små øer/klipper, så det er en rigtig god ide, at besejle strædet i dagslys.

 

 

 

 

 

 

Strædet er en del af et stort naturreservat, hvilket forbyder store fragtskibe, at benytte strædet. Det var en flot sejltur på trods af lidt dårligt vejr med skyer og lidt regn.

 

Vi rundede sydspidsen og gik mod Bonifacio, som vi havde hørt skulle være den helt store oplevelse og det var det.

 

 

En fantastisk smukt beliggende by på toppen af en klint af kalksten med vand på begge sider.

 

Det var næsten som “The White Cliffs off Dover”.

 

 

Selve halvøen, byen ligger på, er 1500 m lang og 200 m bred og rager 70 m op over havets overflade. Indsejlingen er en billedskøn naturhavn. Der er nogle fantastiske klippeformationer langs hele kyststrækningen. Desværre var det regn, da vi ankom, men til gengæld strålende sol, da vi sejlede derfra.

 

 

Vi besluttede os for at tage en ankerplads, selv om vi regnede med, at det var en af de dyrere, men den by måtte vi bare se. Det viste sig, at det kun kostede 25 Euro, så vi blev 2 dage. En fin plads i en lille bugt i indsejlingen med sandstrand for enden. Det var en klippe, vi skulle fortøje til og så var der et hækanker til den anden ende.

 

 

Bonifacio blev grundlagt tilbage i år 828. Den har været under romersk, maurisk, spansk og italiensk herredømme, men det var franskmændene, der til sidst løb af med sejren. Der har været rigtig mange angreb på byen, men de har været gode til at forsvare sig, selve beliggende gav dem en stor fordel. På et tidspunkt ville Prins Aragon af Sardinien indlemme øen i sit rige og et sagn fortæller, at hans mænd i løbet af en nat huggede en trappe ud i klipperne, men at vågekonerne i byen hørte støj og alarmerede byens soldater og angrebet slog fejl.

 

Trappen kan man i dag gå ned ad. Der er 187 trin og det er ikke almindelig trinhøjde, nogle af dem er nok 60 cm høje. Når man er kommet ned, er der en naturlig hylde i klippen, hvor man kan gå langs med vandet, som er fuldstændig krystalklart.

 

 

 

En flot tur, men vi skulle jo også op igen….jeg blev lidt bekymret for nogle af dem, der var på vej ned, for det var en smuk, men hård tur.

Ved det første besøg i byen, valgte vi at gå til et udsigtspunkt lige udenfor bymuren. Her kunne vi se Middelhavet på den ene side, indsejlingen til den anden og hen over byens tage på halvøen.

 

 

 

 

 

 

På vej ind i byen, kom vi forbi en lille kirke. Den så meget forladt ud, men der var faktisk gudtjeneste, da vi gik forbi.

 

Ved indgangen til byen er der en stor port fra 1588. Selve borgen i den sydlige ende af byen er fra 1300 tallet. Der er i dag museum, der fortæller om de forskellige belejringer og om byens historie.

 

 

 

 

Vi spadserede rundt i de smalle gader. Alle husene er bygget meget højt og der er nogle gamle, slidte, meget smalle trapper op til boligerne på etagerne over gade niveau.

 

 

 

 

Bonifacio nyder naturligvis også godt af alle os turister og der var gader med souvenir butikker, restauranter og hoteller, men også mere anonyme gader.

 

Hele havnefronten er plastret til med spisesteder, men det ser alligevel rigtig hyggeligt ud.

 

Om aftenen var der en eller anden fest i byen og vi så et helt fantastisk flot fyrværkeri fra båden. Det var på højde med afslutningen på karnevallet i Las Palmas. En heldig dag, at ankomme. Vi nød vores dage i Bonifacio og sejlede derfra 17/08 i strålende sol og for fulde sejl.

 

Vi sejlede 53 sømil til Passagio dei Fornelli. En lille passage ved Sardinien’s NV spids og en lille ø, Isla Asinara. Her kastede vi anker for natten og gjorde os klar til de små 200 sømil til Menorca.

 

 

 

Turen til Menorca tog 33 timer og var præget af en masse store dønninger og der var lyn konstant mod sydvest. Den foregik for motor, støttet af sejl. Undervejs fik vi lidt underholdning i form af en kæmpe flok små delfiner, der lige ville muntre os lidt op.

Vi ankom til Mahon om aftenen 19/08, brugte en enkelt dag og sejlede videre 21/08. Vi besluttede os for en overnatning ved Menorcas sydvest kyst i Son Saura ankerbugt.

 

Vi fandt en plads blandt mange andre, der havde fået samme gode ide.

Vi nød det dejlige klare vand og næste morgen, en fantastisk smuk solopgang.

 

På vej mod Mallorca blev vi igen fulgt af en flok delfiner, denne gang nogle noget større. Vi ankom til Puerto Soller på Mallorcas nordvest kyst om aftenen 22/08 og her havde vi besluttet os for, at lade roen falde over os.

Vi ventede Lisbeth og Karstens besøg i slutningen af september og tiden indtil da, skulle gå med vedligehold af båden, rengøring, tøjvask, men frem for alt skulle vi nyde ikke at hive ankeret op hele tiden. Vi fandt vor gamle ankerplads og hilste på Celia og Mikkel på Nangiala, som fortsat nyder livet i Puerto Soller.