Vi havde besluttet os for, at leje en bil og køre væk fra værftet nogle dage. Det blev d. 29/4 og vi forlod Paschal kl 09.00 om morgenen.

Første stop var Caldas de Monchique, en dal, hvor der siden romertiden har været kurbade. Kildevandet er rigt på svovl og fluor og godt for luftvejene og gigt. Romerne brugte det, maurerne brugte det og i 1495 brugte Kong João 2. det, da han blev syg. han døde få uger senere, men Caldas de Monchique var nu blevet kongelig hofleverandør af helsevand og et kendt spa-center. Den tidligere diktator Salazar’s “Nationale Fond for Arbejdslivets Lyksaligheder”, sendte folk på kurferie i 1940’erne og 1950’erne og senere fik ca 10.000 arbejdere i pensionsalderen et spa-ophold ved hjælp af midler fra fagforeninger, ministeriet og medlemmer. Måske var det her, Peter Brixtofte fik ideen? I dag er der investeret i hoteller til aktiv ferie på luksus niveau.

Vi spadserede op langs kilden, der var utrolig smukt og stille. Vi passerede de gamle bade, hvor borde og bænke var hugget ud i sten, skyggefuldt placeret under kæmpestore platantræer.

Ved en lille bro opdagede vi en slange, der lå og dasede i varmen. Den var 1,0 – 1,2 m lang og reagerede først, da jeg rørte ved halen. Det var en Ladder Snake har jeg senere fundet ud af, ganske ufarlig. Nedenfor badene var der et vandværk, der tappede kildevand på flasker.

Herfra kørte op i Monchique bjergene til det højeste sted i Algarve regionen, Foia, 902 m. Her var en fin udsigt, men på grund af varmen, meget diset.

Vi kørte mod Evora og nød landskabet nord for bjergene, som er meget frodigt og her er storke overalt. På hver eneste lygtepæl, tagryg, trætop, ja selv på markerne, var der storke og i alle rederne var der unger. En herlig oplevelse.

Evora kom på UNESCO’s liste over verdens kulturarv i 1986. Romerne kaldte den for hvedebyen, da den kunne brødføde det halve rom. Der er en flot ruin af et gammelt romersk tempel dateret til omkring år 100.

Vi fandt et fint lille hotel midt i den gamle by, blev indlogeret og spiste på en restaurant, vi havde fået anbefalet på hotellet. Dejlig mad, rigeligt af det og så var det billigt.

Dagen efter var det tid til sightseeing. Byens store torv, Praca de Giraldo, opkaldt efter krigeren, der snuppede Evora fra araberne, var vores udgangspunkt. Her er caféer i forlængelse af Henriquina Fontænen og kølige arkader med et væld af butikker.

Vi fortsatte til Casas Pintadas, hovedsæde for jesuitterne og inkvisitionen. Her er et lille kapel og en klostergård fra starten af 1500 tallet, hvor billederne på væggene efter sigende er inspireret af de mange opdagelsesrejsende på den tid. I klostergården, blev der i jesuitternes tid dyrket krydderurter og medicinske planter.

Vi gik videre til byens katedral, Sé, bygget i rosa granit fra 1280 – 1340. Oppe i tårnet var der flot udsigt til alle sider og ned i klostergården.

I katedralens museum, der er indrettet i munkenes kvarter, står et skrin, dekoreret med 1426 diamanter, rubiner og safirer og dette skrin gemmer en splint fra Jesu kors. Om den er der, ved jeg ikke, for skrinet er lukket og ingen steder i museet, må man fotografere.

I forbindelse med São Francisco kirken, er der et kapel, Capela dos Ossos, eller på dansk, knogle kapellet. Fra 1400 – 1600 var ben-huse et almindeligt fænomen. Evoras ben-hus er det største i Portugal med knogler fra ca 5000 personer, arrangeret i sirlige mønstre. Over indgangsdøren står:” Vi knogler, som her er til stede, venter på, at dine bliver rede.” Et noget makabert besøg og en makaber skik.

Fra Evora kørte vi mod den spanske grænse, parallelt med grænsefloden Guadiana og gennem naturreservatet Parque Natural do Vale do Guadiana. Et frodigt landbrugsland, hvor vi så mere kvæg end nogen andre steder på vor tur. Der var også gede -og fårefarme og kornavl. I den sydlige del var der overalt enten oliven, korkeg eller vin. Flere steder blev der dyrket pinje, der var kæmpearealer med unge pinjetræer.

Vi var efterhånden kommet hen på dagen og besluttede ikke at gøre flere holdt. Vi kørte gennem byen Mértola, der var mineby allerede 250 år før Kristus. Der blev udvundet kobber, som blev udskibet til resten af verden via floden. Minedriften gik dog i stå med korsridderne i 1238, som i stedet brugte byen, som deres hovedkvarter.

Vi nåede frem til Vila Real de Santo António, byen ved grænseflodens udmunding. her er der en marina, men selve byen så ret kedelig ud. Byen blev bygget efter jordskælvet i Lissabon i 1755, som afstedkom en tsunami, der udslettede fiskebyen San António. Den nuværende by blev bygget efter tidens byggestil og stod færdig efter kun 2 år, hvilket var meget hurtigt dengang. Målet var en by med mange indbyggere, for at afskrække spanierne og for at kontrollere og indkræve told og skat ved handel over floden. Den er bygget fuldstændig kvadratisk med lige gader, der krydser hinanden.

Herfra gik det hjemad langs Algarve kysten, hvor vi virkelig fik bekræftet, hvor de 5 millioner turister, der kommer hvert år, holder til. Her er kæmpe hoteller og hele byer, kun bygget til turistformål. Vi ankom til Tavira, også en gammel portugisisk by, men nu var det sult og ikke historie, der var vigtigst. Vi fandt en hyggelig lille restaurant, hvor vi fik et bord på fortorvet. Vi fik en sludder med madmor, som fortalte, at Algarve kysten nemt kommer op på 35 – 40 grader i sommermånederne. Vi er glade for, at vi er videre. Fra Tavira gik det videre hjemad til Paschal, hvor vi havnede ved 21 – tiden efter en dejlig udflugt i det sydportugisiske.