Lørdag 07/04 ankom vi til Agadir efter en god tur på 41 timer, mest for motor, men ca 12 timer for sejl.

Undervejs havde vi igen fornøjelsen af, at følges med en flok delfiner.

 

 

Vi måtte sætte farten lidt ned, for at ankomme i dagslys og vi havde tid til studere de 100- vis af fiskerbåde i havet udenfor Agadir. Der var trawlere og små bitte joller med kun en enkelt eller to mand om bord.

 

 

 

 

Vi fik en meget venlig modtagelse og fik at vide, at told og politi ville komme om bord i løbet af 20 min.

Det gjorde tolderen også, men der gik yderligere 2½ time før politiet kom og vi måtte ikke forlade båden, før de havde været der. Vi lærte hurtigt, at her er tid ikke helt det samme, som i DK!

 

 

Vi gik en tur langs havnefronten og fik en lang snak med en kvinde, der solgte læderjakker og tasker. Hun gav os nogle tips om byen, så var vi ikke helt på vildspor. Marokko er et kongerige og vi fandt ud af, at indbyggerne er meget glade for deres konge. Han er født i 1968 og kom til tronen i 1999.

 

 

 

 

 

 

Dagen efter tog vi en af de små orange taxa’er til “Souk” en, en handelsplads indenfor høje mure.

 

 

 

 

Denne er ikke særlig gammel, da Agadir var udsat for et jordskælv i 1960, der udslettede hele byen og den nye by er anlagt ca 2 km syd for den gamle. I de oprindelige Souk’er eller medinaer, bor folk mellem alle salgsboderne, det hele er en by. Denne Souk er kun boder og den ligger i en turistby, hvilket den bærer frygtelig meget præg af.

Vi kunne ikke gå i fred, alle ville sælge deres krydderier til os. Vi undslap dog, at få en guide hægtet på os og gik selv rundt og kiggede. Der bliver solgt lædervarer, keramik, tæpper, sko, tøj, smykker, krydderier, frugt, grønt, kød og meget andet.

 

 

Overalt er der små cafèer og restauranter, hvor man kan spise og drikke te. Der bliver bagt brød og lavet mad alle steder. Alkohol findes ikke her. I marinaen er der også mange restauranter og her serveres alkohol, men ikke ude i byen.

 

Mange ville ikke have, at vi fotograferede, så ofte blev der fotograferet i smug. Andre stillede sig gladelig op for fotografen.

 

 

Vi spiste frokost i en restaurant med tagterrasse. Vi fik Tangine, som er en sammenkogt ret tilberedt i et specielt lerfad, som står på kul, hvor man så kan vælge, hvilken slags kød, der skal i.

 

 

 

Det smager rigtig dejligt.

 

På tagterrassen snød jeg mig til at fotografere ned på gaden.

Mens vi var der, blev der kaldt til bøn og vi så, hvordan mændene stillede sig i kø ved et toilet/baderum, for at få vand, så de kunne vaske sig, før bønnen.

På terrassen var der også en håndvask, så man kan vaske hænder før måltidet.

Vi tog fra Souk’en med lidt forskellige krydderier og har senere erfaret, hvor meget, vi blev snydt med prisen!

 

 

 

Udenfor Souk’en var der flere boder, der solgte friskpresset sukkerrørssaft. Det smagte vi på La Palma og det måtte vi bare have igen.

 

 

Dagen efter tog vi en taxa op til bjergtoppen lige over byen. Her var resterne af det gamle Agadir efter jordskælvet.

 

Der er stort set kun bymuren og nogle brønde tilbage, men der er en fantastisk udsigt over bjergene, byen, havnen, stranden og havet.

 

 

Herfra kunne vi også se den kæmpe fiskeflåde, der lå i fiskerihavnen. De fleste var i havn, da vi i de dage, havde rigtig meget blæsevejr.

 

 

 

Oppe ved den gamle by, var der en del dromedarer “parkeret”, igen til os turister, hvis vi ville betale for en lille tur, det ville vi dog ikke.

 

 

 

Vi havde aftalt at tage på en guided tur sammen med Ulla og Klaus. Vi fik en privat bil med chauffør og guide til meget rimelige penge. En hel dag inkl. frokost for 260 kr./person. Vi startede ud med en tur til Sousse national park.

 

 

 

 

 

Det var utrolig flot stille vejr og langt væk var der flamingoer og andre fugle. En fantastisk natur, men desværre fyldt med affald og der var et kloakudløb direkte i floden!

 

 

Vi kørte videre til en by, Inezgane, hvor vi besøgte en pottemager.

 

Ud over potter solgte de alt muligt andet, lamper, sko, tæpper osv.

Derfra gik turen videre til mini Sahara, som guiden kaldte det. Vores chauffør havde i mellemtiden taget turban på og da vi spurgte hvorfor, sagde guiden at han var af nomadeslægt og det var beskyttelse mod solen og sandet.

 

Vi kørte igennem store områder med sand og så på vejen nomade telte, kamel- og fåreflokke. Vi fik fortalt, at nomaderne enten havde kameler eller får, som de drev ind til byen, når tid var og solgte lam. Vi forsøgte, at finde ud af, hvad de solgte fra kamelerne og fik at vide, at de solgte mælken, som også blev brugt til smør. Kamelmælk og smør skulle være meget dyrt. Vi har dog aldrig set det i butikkerne.

 

 

 

 

 

 

Vi kørte i lang tid i ørkenen helt ude ved kysten og kom til en fiskerby, hvor fiskerne kom ind kl 14.00 i deres små joller. De havde et trækværk, der blev brugt til at hive jollerne op på stranden og derfra kørte de til markedet med fangsten.

 

Vi skulle så videre til en rigtig fiskerbolig helt ude ved vandkanten. Ham, vi besøgte, levede af, at vise sit hjem frem for turister. Det var spændende at se, hvordan fiskerne i Marokko engang har levet. Vi fik te og småkager og han fik en mønt.

 

 

 

Turen gik videre, tilbage ind i landet og lidt op i højden, hvor vi standsede ved en flod, hvor der var en fantastisk udsigt. Der kom en teenagedreng ridende på et æsel og han stoppede ved bilen. Han kendte tilsyneladende vores chauffør, vi fik et billede og han fik en mønt.

Vi lærte hurtigt, at det er godt, at have mønter på sig.

 

 

 

Så kørte vi til en dæmning, der er dekoreret, som bjerget i Agadir også er, med skriften, der betyder: Allah, folket, kongen.

 

 

Marokko får meget vand fra Atlas bjergene og hvis der skulle blive tørke, har de vand nok til deres afgrøder i 7 år. De avler primært appelsiner og oliven til eksport og dyrker hvede og byg til eget forbrug. Deres største eksport vare er fosfat. 75 % af verdens fosfat ressourcer findes i Marokko. Der er også fundet olie i den østlige del, men der er vist nogle problemer i forhold til Algeriet og rettigheder.

 

Videre gik turen til en restaurant, hvor vi fik frokost, som bestod af tangine med kylling og bagefter friske mandariner og te.

 

Undervejs til byen Tiznit, stoppede vi et sted, hvor der var Argan træer. Træer med små gule frugter, der bliver udvundet olie fra.

 

 

 

 

Det skulle være godt til hud og hår. Inden vi kom tilbage til Agadir var vi inde og se, hvordan olien blev lavet. Det er det inderste af stenen i frugten, der bliver presset til olien. Det er meget fedtet og vi købte ikke noget.

 

Tiznit var tidligere en jødisk domineret by, hvor der blev lavet sølv filigran kunsthåndværk. Jøderne er der ikke mere, men traditionen med filigran arbejdet er videreført af berberne. Vi så deres sølvarbejder i en butik.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi spadserede gennem byen, hvor der blev solgt frugt og grønt på gaden, kyllinger stod i bur og der var de sædvanlige butikker med lædervarer og krydderier. Ulla tog et billede af en lille købmandsbutik, men det brød købmanden sig ikke om, han tog en håndfuld nødder og smed efter hende.

 

Hjemme igen i Agadir var vi meget mætte af indtryk efter en rigtig god tur.

 

 

 

 

Dagen efter gik vi på jagt efter et supermarked, som havnevagten havde fortalt om.

 

 

 

 

 

Vi fandt “centeret”, som bestod af fiskehandler, grønthandler, en lille kiosk med købmandsvarer og ovenpå igen butikker med lædervarer, keramik, krydderier og souvenirs. Vi skulle proviantere til den videre tur, men det blev ikke lige der.

 

På vej hjem gik vi gennem byens fuglepark, som viste sig, at være en lille mini zoo med fugle, geder og et par skildpadder.

 

 

 

 

 

I Marokko er der katte alle vegne, jeg ved ikke om katten er hellig for dem, men de er alle meget søde ved dem og her uden for fugleparken var der specielt mange af dem!

 

I stedet for “centeret” tog vi en taxa til “Carefour”, et fransk supermarked, som helt lever op til europæisk standard. Dejligt at handle uden at skulle tinge om prisen.

 

 

 

Vi tog med Ulla og Klaus til byens fisketorv, hvor der er spækket af små restaurationer, som alle serverer det samme…….fisk. Vi fik et skønt måltid med forskellig grillet fisk og superlækre calamares. Dagen efter tog Hans og jeg derhen for kun at spise calamares. Vi valgte en anden af de små restauranter, da vi følte os snydt med prisen dagen før.

Her var der ingen problemer med prisen, som vi aftalte på forhånd og da vi gik fulgte chefen efter os og forærede mig en halskæde. Godt nok i orange plastik, men bare det, at han gjorde det, varmede utrolig meget og fisken var sikkert godt betalt.

 

I marinaen lå en tre master, der sejlede med turister, den hed “Jack Sparrow” og når den sejlede ud af havnen spillede den melodien fra “Pirates of the Carribien”, det endte med at blive helt hyggeligt at høre den melodi.

 

 

 

 

En af de sidste dage, besluttede vi os for, at prøve en af morgenmadsrestauranterne i marinaen. Dem var der flere af og det så rigtig lækkert ud, det de serverede. For 12,50 fik vi omelet, friskpresset appelsinjuice, kaffe, 2 croissanter, flutes, marmelade, mandelsmør og oliven. Det var en fornøjelse at sidde og kigge ud på stranden og få morgenmaden serveret.

 

Vi havde på en af vores mange taxa ture set, at der var en masse køretøjer på en plads et stykke fra marinaen. Hans mente, det var “Dakar Rally”, men da vi kom derhen, viste det sig at være noget i samme stil, det hed bare: “Marocco Dessert Challenge”.

Vi gik rundt og kiggede på de forskellige køretøjer og fik lov at kigge indenfor i en af bilerne. Instrumentbrættet mindede mest af alt om cockpittet i et fly.

 

 

 

 

 

 

Nu var tiden i Agadir ved at være slut. Vejrudsigten så ud til, at vi kunne komme nordpå uden de store problemer, så vi besluttede sammen med “Fuga”, at forlade Agadir søndag 15/04 kl 04.00. Det kan man bare ikke i Marokko. Politiet kunne tidligst tage imod vores pas kl 06.00 og så kunne vi få dem kl 07.00 og derefter sejle. Vi kom af sted kl 08.00! Vi havde planer om, at sejle helt til Gibraltar eller muligvis stoppe i Rabat, men næste stop blev i Muhammedia, lidt nord for Casablanca.