Rejsebrev # 2 # Hvide Sande til Gosport, England

16/07-2017

Desværre var vejret ikke med os, da vi forlod Hvide Sande og det har det stort set ikke været endnu. Vi har haft SV det meste af tiden, nok den dårligste vindretning i betragtning af vores destination! Efter 37 timers sejlads lagde vi til på Vlieland i Holland.

Dejlig strand på Vlieland, men for koldt til en strandtur.

Vi opholdt os 1 døgn på Vlieland, hvor vi har været engang før, så vi brugte tiden til at komme til kræfter og finde vores sø-ben efter første etape. Nu havde vi også fået lyst til kaffe igen.

Mega muselmalet, til skipperne, mindre kan ikke gøre det.

 

 

 

 

Vi besluttede os, at følge kysten sydpå og håbede på, der kom et vindskifte, så vi kunne “smutte” over kanalen. Vi gjorde holdt i Ijmuiden i Holland, hvor vi tog bus og tog til Amsterdam. Det er en rigtig hyggelig storby med alle kanalerne gennem byen og så er der museer for stort set alt. Tulipanmuseum, torturmuseum, Anne Frank museum, ostemuseum og mange andre.

Hyggelige kanaler i Amsterdam.

 

Vi havde en rigtig dejlig dag i Amsterdam på trods af enkelte regnbyger ind imellem.

 

 

 

Fra Ijmuiden sejlede vi videre langs kysten for motor, Hans måtte skifte oliefilter og vi tog ind til Scheweningen (NL) og fik skiftet alle filtre. Det var et ophold på et par timer, solen skinnede og vinden var i øst, der var bare ikke noget af den, 2-3 m/s, så vi fortsatte for motor.

Ankomst til Oostende, Belgien, næste morgen kl 05.00, hvor vi også har været før, så der blev provianteret og sovet. Vinden var i SØ, så vi smuttede ud i kanalen med god vind 12-14 m/s, men ak…vinden vendte og det endte med, at vi krydsede over den engelske kanal! Vi havde stor glæde af vores kutterstag med det lille forsejl, godt vi fik det op.


Turen tog 19 timer, så var vi i Dover.

Dover Marina med “The White Cliffs” i baggrunden.

 

 

Vi blev et døgn i Dover, fik Fish & Chips og en halv pint på pubben. Det hører sig ligesom til, når man er i England.

Herefter gik turen videre til Gosport ved Portsmouth, en tur på 25 timer. Det første vi så ved ankomsten, var Vestas Volvo Ocean racer og flere af de andre.

Vestas Volvo Ocean racer

Vi besluttede, at lade roen falde på os, der var flere ting, vi undervejs havde fundet ud af, vi skulle have lavet. Vi købte ind i en nærliggende velassorteret bådudstyrsforretning. Da vi gik derfra, var indehaverens

Gosport Marina

smil dobbelt så stort, som da vi kom!