11. Las Palmas, Gran Canaria, Spanien

17/09-2017

Vi ankom til Las Palmas Marina de Luz  kl 14.30 i diset solskinsvejr. Det er nu gået op for os, at det stort set altid er diset her og solen kigger kun frem ganske kortvarigt ind imellem. Vi fik en plads i 4 dage, som måske kunne forlænges. Det er den billigste havneplads, vi endnu har haft, 75 kr/døgn inkl el, vand og bad/toilet.

Las Palmas I sigte

Om aftenen slentrede vi en tur langs havnepromenaden, som er fyldt med diverse bådudstyrsbutikker, dykker og fiskeributikker og selvfølgelig restauranter og barer.

Havnekontoret i Las Palmas Marina

Havnepromenaden i Las Palmas Marina

Fredag 15/09 tog vi til byen, vi købte WiFi til 3 dage, fandt et vaskeri og så i det hele taget Las Palmas by. Vi var på den anden side af den lille halvø, hvor der er en badestrand og meget turistet. Vi fik friturestegte sardiner, griseben, (som viste sig at være flæskesteg!!!) og to store fadøl, mens vi sad og kiggede på den skønne badestrand, hvor man også kan snorkle.

Her forstår man at dyrke stuebirk

Vi var faldet i snak med nabobåden, et par fra Australien, og om aftenen mødtes vi med dem på en bar til en sundowner. De skulle rejse hjem dagen efter, men kom igen til oktober for at deltage i ARC’en.

Lørdag var dømt arbejdsdag! Vi pakkede vasketøj, gik til vaskeriet, fik vasket, gik tilbage, tog markedet på vejen for at købe fisk, gik i den anden retning til et stort supermarked, for at proviantere, gik tilbage og så var den dag gået!!! Om aftenen fik jeg opdateret hjemmeside, Hans “nussede” med båden og vi spiste Bonitos til aften, det smager himmelsk.

Der er rigtig mange spændende blomster og planter

Mandag gik turen først til havnekontoret, hvor vi fik forlænget 2 dage, derefter til WiFi manden, for at forlænge der. Ved havnekontoret er der en del skibe med skilt på, at de ikke må betrædes. Vi spurgte, hvad det er for skibe og fik at vide, at det er forladte skibe, som nu tilhører det offentlige (Las Palmas Marina er offentligt drevet). Altså en drøm, der brast undervejs!

Drømme, der brast

Vi havde besluttet, at finde en supermarked lignende bådudstyrsbutik, vi havde læst om og startede vandreturen til den anden ende af byen kl 10.00. Det lykkedes os aldrig at finde den, men vi kom igennem hele industrihavnen og den gamle del af Las Palmas by, som ser lidt forfalden ud.

Den lidt ældre del af Las Palmas

Vi endte inde i den nye bydel, hvor vi fandt en lokal bar og fik frokost der. Rigtig god atmosfære og de havde rygende travlt, det var lige i siestaen og alle skulle have mad.

Rigtig hyggelig lokalt spisested

Vi havde nu gået rundt i 6 timer i 30 graders varme og orkede ikke mere. På havnepromenaden gik vi dog lige ind i en af butikkerne, for at spørge til de ting, vi manglede. Han kunne så fortælle, hvor vi kunne få det.

19/09-2017

Dagen er gået med oprydning og for Hans’ vedkommende med noget glasfiberarbejde. Den endte med, at vi købte en watermaker!! Nu skulle det være.

Så skal den bare sættes sammen!

Vi fejrede det om aftenen ved at gå ud og spise skaldyrs paella, Spaniens nationalret. Det var på havnepromenaden og det smagte dejligt.

Hans på arbejde

Onsdag morgen måtte jeg så igen til havnekontoret, for at forlænge yderligere 2 dage, intet problem, heldigvis. Hans installerede watermaker, jeg provianterede og vaskede gulvtæpper og cockpit hynder.

Storvask

Vores lokale supermarked, som er kæmpestort

Watermakeren blev installeret og dagen efter kom en tekniker, der skulle godkende installationen og tjekke, at den fungerede ordentligt, så vi kunne få et garantibevis.

Vi tappede de første dråber og skålede i vores “hjemmelavede” vand. Det smager ganske fortrinligt.

De første dråber

Skål

Fint placeret under bordet.

Jeg besluttede, at vi havde brug for lidt ferie ovenpå alt det arbejde, så jeg købte 2 dage mere. På vej til havnekontoret, så vi to damer, der fodrede havnens vilde katte. Man kunne se, kattene vidste hvem de var.

Kattedamer

Der var også kommet “en bette skiv” ind i havnen. Hans blev med det samme forelsket. Det var en Oyster 88, altså 88 fod!! Flot var den.

Oyster 88

Oyster 88

Nu er det blevet 22/09 og i morgen er det fridag.